DR-K sendte d. 6. og 20. januar gudstjenester, der var optaget i Storring Kirke

Den første gudstjeneste var søndagen til De Hellige Tre Konger. Her kunne man glæde sig over at høre sognepræst Carsten Marvig fortælle historien om den fjerde vise mand Artaban. Se eller gense den første gudstjeneste på DR's hjemmeside.

Den anden gudstjeneste var 2. søndag efter De Hellige Tre Konger, hvor Carsten Marvig fortalte om de mange undere vi er vidne til i vores liv hver dag. Se eller gense den anden gudstjeneste på DR's hjemmeside.

DR var forbi Storring Kirke med et helt store udstyr allerede d. 5. december for at optage de to gudstjenester. I løbet af få timer omdannedes Storring Kirke til et professionelt TV-studie med rulleplader, lamper, mikrofoner, kameraer og teknikrum. De lavede det, der i fagsproget hedder en forskudt transmission. På TV ser det ud som om, der sendes direkte og live. Alt var timet og tilrettelagt. Selv den lille detalje, at udsendelserne sendes kl. 14, hvor det er lyst udenfor, var der tænkt på. Det betød, at der var opsat lys udenfor kirken til at illuderer dagslys.

Inden da havde sognet forberedt sig grundigt gennem længere tid. Carsten Marvig havde valgt salmer, som kor, pigekor, kirkesanger og organist havde øvet sig på – både hver for sig og senere sammen. Bønner og prædikener var skrevet og afleveret i god til DR. Storring-Stjær menighed mødte talstærkt op og fyldte kirken til begge optagelser.

Resultatet af alle anstrengelserne blev til to rigtig gode udsendelse, som stadig kan genses via DR's hjemmeside (se link øverst på denne side).