Vores præste- og sognesekretær Elin Sofie Bækgaard Odgaard er på barsel, og til at passe kontoret mens Elin er væk, er Jette Lydom Kristensen ansat.
Firkløver-sognene deles om sognesekretæren, dvs. Galten, Skovby, Skivholme-Sjelle-Skjørring og os.
Jette fortæller her om sig selv:
Hej, jeg er det nye ansigt på kirkekontoret, indtil Elin vender tilbage fra barsel.
Jeg hedder Jette og bor i Skødstrup med min søn på 2 år.
Aktuelt er jeg tilknyttet Kirkens korshær i Aarhus som akademisk medarbejder. Dermed er jeg vendt tilbage til det kirkelige arbejde, som tidligere har ført til en ansættelse i Den Danske Kirke i Hamborg, samt frivilligt arbejde, bl.a. i en sorggruppe for unge.
Sideløbende med mit studium har jeg arbejdet i Grønland som turistguide og destinationskoordinator. Det har ført til, at jeg jævnligt skriver og fortæller om grønlandsk samtidskultur i artikler og på Folkeuniversitetet i Aarhus. Jeg har haft forskellige undervisningsopgaver, senest som dansklærer for udlændinge i Norddjurs Kommune.
Omdrejningspunktet i mit arbejdsliv er at skabe en god oplevelse for andre, og det ser jeg frem til at få mulighed for i samarbejdet med alle de fire pastorater.
Jette Lydom Kristensen
Vi ønsker Jette velkommen og glæder os til samarbejdet.