Virtuelle mini-gudstjenester
Det blev en noget anderledes påske i år. Men også lærerig. Produktionen af påskens virtuelle mini-gudstjenester, som fortsat kan ses på hjemmesiden, og virtuel ”kirkekaffe” blev en øjenåbner i forhold til de digitale muligheder for en institution som kirken. Det kan dog på INGEN måde erstatte gudstjenesten og fælleskabet i kirken. Men indtil vi igen kan samles i kirken, vil jeg med jævne mellemrum lave små virtuelle mini-gudstjenester.

Næste virtuelle mini-gudstjeneste kan ses søndag den 26. april. Den vil blive lagt op på kirkens hjemmeside.  Endvidere gentager vi den 26. april virtuel ”kirkekaffe” kl. 10.00. Mere herom vil følge i næste uge på Borgere i Storring/Stjær-gruppen på Facebook og på kirkens hjemmeside.

Åbning af kirken
Indtil videre fortsætter lukningen af kirken frem til 10. maj. Jeg afventer udspil fra kirkeministeriet og biskopperne om i hvilket omfang og på hvilke betingelser en mulig genåbning af kirken kan ske efter den 10. maj. Jeg håber at kunne bringe nyt herom i næste nyhedsbrev.  

Kirken og kirkegårdene
Det er svært at være kirke uden kirke, men heldigvis arbejder vores graver, Hans Henrik, så kirkegårdene bliver holdt og plejet på fineste vis.

Den begyndende åbning af samfundet betyder, at vi nu så småt kan gå videre med renovering af Storring kirkes tårn og præstegårdens nedstyrtningstruede altan. På den måde får vi gjort det der skal gøres og bidrager til at få hjulene i gang igen.

Alsang og markering af 75-året for befrielsen den 4. - 5. maj
Vi har desværre måttet aflyse vores stort anlagte Alsangsarrangement den 4. - 5. maj. Men vi arbejder pt. på at få markeret befrielsesjubilæet i en form, så vi alligevel kan få sunget lidt sammen hver for sig; mere herom i næste nyhedsbrev.

Biskopperne har opfordret til, at alle landets kirkeklokker ringer mandag aften den 4. maj. Her hos os vil klokkerne ringe kl. 20.35 og en ½ time frem, og dermed markere tidspunktet for frihedsbudskabet; dette budskab blev bragt til danskerne via BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse den 4. maj 1945 kl. 20.35.

Tirsdag den 5. maj vil morgen- og aftenringning over hele landet blive udvidet til at vare 15 minutter.

Endvidere opfordrer vi til, som det mange steder endnu er tradition, at man tænder lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Lyset er et tegn på frihed, fred og håb.

Valg til menighedsrådet
Orienteringsmøde om valg til menighedsrådet er grundet Covid-19 udskudt til den 9. juni kl. 17 i Storring og kl. 19 i Stjær. Mere herom følger i kommende nyhedsbreve.

Kontakt mig
Jeg arbejder fortsat hjemmefra, og jeg opfordrer jer til at ringe eller skrive til mig, hvis I har noget I gerne vil dele med mig, stort eller småt. Lad mig også gerne vide, hvis I kender nogen der sidder alene og kunne have glæde af et opkald. Det er der allerede flere der har benyttet sig af, så hold jer ikke tilbage.

Husk: Hvor der er håb er der liv!

Med kærlig hilsen
Carsten Marvig