Storring sogn

    - Kirkens Inventar

En kirke, der er hundrede år, er ikke nogen gammel kirke. Der var - indtil for nylig - mennesker her på stedet, som kunne huske, da Storring kirke blev bygget. Rejst på tomterne af den gamle middelalderkirke, som i 700 år havde tjent som helligsted for egnens befolkning, i fredstid og i krigstid.

Den lille og skrutryggede kvaderstenskirke afløstes af en ny og større kirke. Meget anderledes. Ikke en landsby kirke - snarere en mini-katedral. Langt borte fra ses den - knejsende mod himlen. Himmelstræbende. Fremmedartet.

Den lidt jordslåede lugt, der ofte kan være i gamle kirker - lugten af ælde, af historie - er der ikke, når man træder ind i den nuværende Storring kirke. Den mangler alderen!

Højt til loftet er der. Lidt mørkt - de smukke, farvede glas i vinduerne holder noget af lyset ude. Men er solen på om morgenen - til den tidlige gudstjeneste - spiller lyset smukt omkring altertavlen. Da får murstenene en særlig varm glød. Den gamle døbefont er ikke mere bare grå og trist....

Kirken er ny. Men inventaret fra den gamle kirke er der stadig: døbefonten, prædikestolen, altertavlen, nummertavlen m.m. - Det gamle lever videre i det nye.

 

Døbefonten

stod engang helt nede ved indgangen. Dengang - det vil sige, i 1200-tallet - var gulvet i den gamle stenkirke af faststampet ler, ingen bænke eller stole; langs væggene var der en lav stenforhøjning, som man kunne sætte sig på. Bjælkeloft. Små vinduer. Mørkt og dystert.

Døbefonten - så gammel som kirken selv - markerede indgangen: Gennem dåben kom man ind i Guds hus. Døbefonten har været beregnet til at stå frit og højt, så man har kunnet betragte dens figurer og mønstre fra alle sider. Den var midtpunktet i rummet.

Senere blev den flyttet op i koret - væk fra beskueren - og ofte anbragt helt op mod en væg eller trængt ind i en krog. Nu var dens billedsprog overladt til halvmørke - og glemsel.

Døbefonten er romansk - fra o. 1200. Kummen af grovkornet granit, lyserød. 4 mankeløse løver, parvis med hovedet mod hinanden. Deres tunge "slikker" et mandshoved, der rager frem mellem dem. To tilsvarende hoveder sidder mellem dyrenes haleduske.

Kummen står på en fod af granit, og på de fire sider ses plante-, fugle- og dyremotiver.
Løvemotivet på døbefonten er specielt for Østjylland. En særlig gruppe er "Galten-gruppen" - og til den hører også Storring kirkes døbefont. Det er de mange dyrebilleder, der giver den jyske granitskulptur et præg af østerlandsk pragt. Løven som motiv er hentet fra Bibelen - først og fremmest Det Gamle Testamente. Den kan både betyde: Djævelen, Det Onde - der truer mennesket - og Kristus, verdens frelser.

For middelaldermennesket var tilværelsen en kamp mellem det gode og det onde, mellem Gud og Djævelen. Løven på døbefonten kan betyde begge dele.

Døbefonten med dens dramatiske billeder der oprindeligt var bemalede, rummer ikke for nutidsmennesket den kamp på liv og død, som den gjorde dengang. Men stadig er dåben vejen til Guds hjerte: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Mangfoldige er de børn, der er blevet døbt her i de sidste 800 år. Alene i den nye kirke: 1420 børn.

Dåbsfadet

et sydtysk arbejde fra 1550-75 - i messing. I bunden er der et motiv med: Mariæ Bebudelse. Skænket kirken i 1729. Oprindelig blev børnene døbt ved at blive nedsænket helt i kummen, fyldt med vand.

 

Dåbskande (ikke afbildet)

1941 - lavet af messing.

Altertavlen

Indtil 1876 stod på alteret en tre-fløjet altertavle fra slutningen af 1500-tallet med et billede af korsfæstelsen. Man lod da lave en ny altertavle af umalet egetræ (se fig. 2) - og dertil et nyt billede - ligeledes af den korsfæstede Kristus - malet af A. Fritz samme år: 1876.
Denne meget ordinære altertavle fik ikke nogen lang levetid. Og det kan ingen beklage. Under bygningen af den ny kirke fik man den gode ide at lave en ny altertavle af et epitafium fra 1636. Og ind i det satte man billedet af den korsfæstede. Således er historien om den nuværende altertavle og alterbillede.

Altertavlen er typisk renæssancestil, som kom på mode i begyndelsen af 1600-tallet. Hidtil havde stilen i kirkerne været præget af strenghed og enkelhed. Under Reformationen 1536 og i årene derefter havde man mange steder ryddet voldsomt ud. Kirkernes kalkmalerier, Jomfru Maria-figurer, helgenbilleder osv. forsvandt. Der skulle ingen udsmykninger være mere til at distrahere.


 

Det varede kun en kort tid. Så begyndte kunsten atter at rykke ind i kirkerne. Renæssancestilen - kaldte man den. Inspireret af blandt andet de græske templer med deres søjler. Fantasien fik frit løb med udskæringer af blomsterranker, frugtklaser, masker, fuglehoveder, englehovedet osv. Alt sammen en reaktion mod tidligere tiders strenghed.
Og interessant nok: det meste af inventaret af ældre dato i Storring kirke er fra den 1. fjerdedel af 1600-tallet: Altertavlen (opr. epitafium): 1636; prædikestol: 1638; nummertavle: 1632; adskillige epitafier (mindetavler over afdøde, der er begravet i kirken).

 

Altertavlen er et såkaldt: søjlealter (jvf. de græske templer). De to søjler hviler på to løvehoveder - og ved det ene ser man skåret ind i egetræet kunstnerens signatur: K. (hvem han nærmere er, ved man ikke). Foroven på søjlerne: to englehoveder. Og på begge sider to fløje, formet som Ørnevinger - med ørnehovedet foroven og kløerne forneden. Og midt på vingerne: englehoveder og blomsterranker.

 

Prædikestol

fra 1638. Lavet i egetræ. Skænket af sognepræsten Jens Jensen Sneptrup. Om dette fortæller inskriptionen, skåret ud i frisen:

"Anno 1638 hafver Iens Ienssøn Snepdrup praest til Storring kierck oc hindis annexer med sin kiere hvstrve Maren Niels d. (dvs. datter) Fog denne prædicke stoel oc himel bekost oc den i Jesv navn til Storring kierck for aerit. Gvd til ære kiercken til beprydelse oc mening mand til nyt og gafven."

Et lille !!!!! fortæller, at kunstneren er den samme, som har lavet altertavlen (opr. epitafium).
Stilen er den samme: blomsterranker, drueklaser, englehoveder. Oprindelig bemalet. Midterfelterne har måske været udsmykket med bibelske figurer? Ingen bibelcitater - som det ellers ofte forekommer.

 

Prædikestolens lydhimmel

(1638) med englehoveder, slyngbånd, topspir. På undersiden en lille vindrueklase - og herunder stor hængedue.
Jens Jensen Sneptrup (1636-59) var gift med enken til den foregående præst: Mads Jacobsen Riber (1628-36). Vi ved, at den nuværende altertavle oprindelig var et epitafium (gravminde) fra o. 1636.
Hvorfor ikke forestille sig, at enken: Maren Nielsdatter Fog har ladet det lave og opsætte over sin første mand: Mads J. Riber?


 

Nummertavlen

i 1890 sammensat af forskellige epitafier ved arkitekt Puck. Det udskårne > 1632< på topstykket stammer muligvis fra et epitafium over sognepræst Niels Pedersen Fog (1602-28), opsat af enken. De nøgne kvindefigurer med korslagte arme er ligeledes fra begyndelsen af 1600-tallet - og muligvis fra et nu forsvunden epitafium aver den tidligst kendte præst: Laurids Sørensen, død 1602.
Hvad der således findes af udskæringer i Storring kirke er fra et meget afgrænset tidsrum: 1632-38. 1 Chr. lV~ regeringstid. Midt under 30-årskrigen - hvor den danske nation var dybt forarmet og Jylland hærget gentagne gange af fremmede hære. (figur 9)

 

Stolegavl

(bag altertavlen): fra den gamle kirke. Med skåret årstal: > 1674 < .

Lysekroner

I våbenhus messinglysekrone fra 1. fjerdedel af 1600-tallet. Hang i den tidligere kirke østligst i skibet. (se billedet s. 10). 1760 indstiftede Ellen Marie Sommer, enke efter birkedommer Johannes Snell, et legat til bekostning af lys til lysekronen.
To ens lysekroner, anskaffet efter 1925, er nu ophængt i skibet.

Maleri

fra 1600-tallet - tidligere overdel til den gamle altertavle, der ikke eksisterer mere. Motivet: Den opstandne Kristus med foden på Døden, Djævelen, Slangen. Fjernet fra kirken o. 1890 og i privateje - indtil 1982, hvor det kom tilbage til kirken og nu hænger i nordsiden af koret.

Klokke

Indskriften lyder:
"Støbt aar 1887 hos Chr. Christensens enke, Aarhus"

Orgel

bygget af Jydsk Orgelbyggeri 1975. 7 stemmer, 1 manual og pedal.